onsdag den 29. august 2012

Madmamas grøntsags- og kerneboller

Den første Madmama opskrift ser nu dagens lys. Jeg har nemlig været kreativ i køkkenet og sammensat en opskrift på lækre kernefulde boller, som jeg rigtig gerne vil dele med jer. Bollerne kan sagtens spises som tilbehør til varm mad, som en eftermiddagssnack eller til frokost med pålæg.

  
Madmamas Grøntsags- og kerneboller
12 stk.

Du skal bruge:
280g hvedemel
220g fuldkornshvedemel
25g gær
3 dl vand
½ tsk. salt
1 spsk. honning eller evt. agavesirup (kan fås i bl.a. netto som spotvarer)
40g blødt smør
200g revet squash
75g blandede sesamkerner og hørfrø
1 æg

Hæld det lunkne vand i en skål og opløs gæret heri. Tilsæt mel, honning og salt og ælt det hele sammen. Ælt til sidst det bløde smør ind i dejen til den er smidig. Dette kan også gøres på røremaskine, her skal du bare passe på, at du ikke lader dejen køre for længe. Lad dejen hæve på et meldrysset bord og under et klæde i ca. 1 time.

Lav et hul midt i dejen og slå ægget ud heri. Hæld også den revne squash og de blandede kerner over dejen og ælt så det hele godt ind i dejen. Du kan med fordel bruge en dejskraber til at "hakke" squash og kerner ind i dejen.

Herefter deles dejen op i 12 boller, form dem og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve lunt i 1 time.

Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle lidt af på en bagerist. Bollerne smager herligt lune med smør!

Rigtig god bagelyst!

Tip: Du kan med fordel også bytte squash ud med gulerod, rødbede, persillerod eller græskar. Du kan også, hvis du har lavet grøntsagsjuice, bruge det der er tilbage i centrifugen i stedet for at smide det ud. Det er nemlig fyldt med fibre og vitaminer stadigvæk.

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. Hejsa Lotte
      Der skal bruges 25g gær og tak fordi du lige gjorde mig opmærksom på, at jeg havde glemt at skrive det i opskriften.

      Slet

Print