torsdag den 6. juni 2013

Musikgryden - en anderledes kogebog for børn og voksne del 1

 Dette er et sponsoreret indlæg, men ordene og meningerne er mine egne.

For et stykke tid siden modtog jeg i posten dette herlige bud på en alternativ måde madlavning til børn og voksne:


Musikgryden er en musikalsk kogebog og bag den står to kvinder Kamille Lindholm og Sabrina Brohus, som har komponeret 10 små musikalske genistreger i forskellige genre, der passer til 10 forskellige opskrifter, der følger med i et lille kogebogshæfte ved siden af.



Kamille Lindholm og Sabrina Brohus er, udover selv at være mødre, også uddannede journalister og habile sangerinder og sangskrivere. De har fundet en super god måde, at appellere til både børn og voksnes kreativitet, når det kommer til madlavningen og denne kogebog indeholder alt lige fra brød og suppe til frikadeller og pandekager! Et herligt sammensurium af lækre retter med dertilhørende lækker musik...

Vi har herhjemme hørt cd'en igennem adskillige gange også uden at lave mad efter den - bare fordi vi havde lyst og så fordi vi har været så ramt af sygdom og andre af livets luner, der har gjort, at vi ikke har haft muligheden for, komme i gang med madlavningen samtidig. 

Anmeldelsen af kogebogen er derfor delt op i 2 dele, dette indlæg, et hvor vi har afprøvet et par af opskrifterne fra bogen samt et ekstra overraskelsesindlæg til at runde det hele af med.



Der er ikke nogen særlig aldersgrænse for børnene, som deltager i madlavningen. Elias er 2 år og han nød mest af alt, at lytte og rokke/danse til musikken samtidig med at han var flittig med en kagerulle eller målte mel og mælk op for mor. Jeg vil dog sige, at jeg tror målgruppen er cirka 4-5-årige og opefter - så kan de begynde at synge med på sangene og kan hjælpe lidt bedre til med tilberedningen af maden også.

Jeg tænker ikke, at dette er et projekt, jeg ville gå i gang med en aften, hvor vi kommer trætte hjem efter en lang dag på arbejde og i dagpleje. Musikken kan sagtens sættes på mens vi er i køkkenet og så kan Elias få leget dagens indtryk ud mens han står i sit eget lille legekøkken og kokkerere. Vi valgte at bruge weekenden på at afprøve opskrifterne og sangene sammen og det var vældig hyggeligt, for vi havde tiden til det og humøret var højt.

Opskrifterne er gode basisopskrifter, som du sagtens kan ændre lidt på eller arbejde videre ud fra efter dit eget behag. De er nemme at følge - dog mangler der lidt måleanvisninger i nogle af opskrifterne, så der må man tage den på fornemmeren. Jeg kan sige, at de opskrifter vi prøvede af var en succes og det er ikke sidste gang de skal bruges herhjemme. Vi skal bestemt også have afprøvet nogle af de andre opskrifter, som vi stadig mangler...


Og nu til musikken. Musik har altid spillet en stor rolle i mit liv - specielt, hvis jeg har lavet mad, bagt kager eller dekoreret kager. Musikken sætter gang i kreativiteten hos mig som voksen og jeg kan kun forestille mig, at den gør det samme hos børn. 

Musiknumrene er velskrevet med meget basale tekster, der er lette at lære for lidt ældre børn. Melodierne minder meget om en krydsning af Kim Larsens Glemmebogen og danske kendisser der synger børnesange (fx Åhh Abe m.v.). Kamille Lindholm og Sabrina Brohus har deres helt egen særprægede fortolkning af opskrifterne og en lidt anderledes musikstil, men når man lige vænner sig til denne nye forunderlige verden, man præsenteres for, så går det lige pludselig hen og bliver til ørehængere... Bare lyt til dette eksempel: Fladbrød

Alt i alt, så har Musikkogebogen mine varmeste anbefalinger og det bliver en del af mine børns mad og musikoplevelse.

Har du lyst til at læse mere om Musikgryden og skaberne bag denne kan du læse med her: Lindholm & Brohus - journalistik så det synger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print