tirsdag den 13. august 2013

Søde lækkerier

Og kun søde på den rigtig gode måde!

Jeg har investeret i Sundt Sødt bogen af Pia Krøyer og allerede prøvet nogle af opskrifterne af på blandt andet en chokolademuffin, en frugtstang og lækre nødder i forklædning. Konceptet med Sundt sødt er, at du vælger de sundere alternativer til at søde med frem for det raffinerede sukker - her kan bl.a  nævnes agavesirup (som har et højt indhold af fruktose, så pas på mængderne) banan, tørrede frugter, vand fra blødgjorte tørrede frugter, ren frugtmos eller ren frugt saft.


Men på billedet herover er så de lækkerier, jeg indtil videre har fået lavet - nødderne holder endnu selvom det er et par uger siden de blev rystet sammen - mens resten er væk, for længst! Så mon ikke jeg skulle dele med jer, så i også kan komme til at prøve det af...

Banan- og chokolademuffins
(12-14 stk.)

200g tørrede dadler uden sten
200g mandler
2 spsk. ren kakaopulver
75g jomfrukokosolie
2 modne bananer
1 tsk vanillepulver (ikke vanillesukker!)
2 tsk. kanel
½ knsp. salt
4 æg

Rør alle ingredienser sammen i en foodprocessor i et par minutter, til det er en jævn masse. Fordel dejen i muffinforme. Bag kagerne ved 175 grader i ca. 25 minutter - hold øje med dem, de kan godt have en tendens til at blive ret mørke.

Tip: Som en lille variation kan du tilsætte 1 spsk. rå kakaonibs og 2 spsk. ekstra hakkede nødder.

Mandel- og vanilliestænger
6-8 stk.

75g tørrede dadler uden sten
40g tørrede økologiske abrikoser
75g mandler
50g kokosmel
1 tsk. FiberHUSK
25g havregryn
2 spsk. jomfrukokosolie
1 tsk. vanillepulver

Knas: 25g hakkede nødder (valgfrit)

Drys: kokosmel eller puffede quinoa

Kom alle ingredienserne i foodprocessoren og kør det til en cremet masse. Bladingen kan godt virke lidt tør, men det er den ikke, når du først får den mellem hænderne. Kom massen over i en skål, her tilsættes knas, hvis du har lyst til det og derefter forms massen til stænger, som så vendes i drysset. Lad stængerne hvile i køleskabet i mindst ½ time (så bliver de lidt hårde i det og er nemmere at håndtere) inden servering.

Sidst men ikke mindst og nemmest af alt:

Chokonødder

3 spsk. ren kakaopulver
400g blandede nødder:mandel, hasselnød, valnød, cashew, pecan. paranød, macadamia (hvad end du har lyst til)

Kom nødderne og kakao i en plastikpose og ryst det godt sammen. Hæld dem på et lufttæt glas og voila - en snack, som er nem at gå til...

Rigtig god fornøjelse med lækkerierne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print